Besøg af værtsfamilie, venner og søster

Hej allesammen. Der er nok mange af jer, der har gået i nysgerrighed og ventet på at høre hvad jeg har fået de sidste to uger efter OL til at gå med.

Nu sidder jeg i flyet på vej mod Paris, hvor jeg har en flyvetid på 11 timer. Så tænkte jeg lige at fuldende denne blog med lidt af det jeg har oplevet de sidste 2 uger.

Efter en hel måned i Rio med de olympiske lege, tog jeg direkte videre til Florianopolis, som er en by i den sydlige del af Brasilien. Det meste af byen er en ø. Der var jeg udvekslingsstudent i 2013/2014 og havde 3 værtsfamilier. 

Det passede med at jeg kunne være ca. 3 dage ved hver en familie. Og det var rigtig fedt at komme tilbage og se familierne igen. Jeg blev taget imod af dem, som var jeg deres rigtige søn, og de fik mig til at føle mig som var jeg hjemme. 

Den første familie jeg var ved denne gang havde ingen af deres børn hjemme. Og de havde flyttet hus, dog kun ca. 50m fra det gamle. Ellers var alt som det plejede. En sød og beskyttende familie. Den ene dag tog vi til stranden. Virkelig fedt at være tilbage på en af de mange strande, som øen er kendt for. Mellem 34-42 strande i alt. Alt efter om man tæller ikke badestrande med eller ej. Vejret var også overraskende godt. Om dagen var der sol og mellem 25-30 grader. Og om aften var det ret koldt. Helt nede omkring 10-15 grader. Man skal jo huske på at de har vinter. 

Den sidste aften tog vi på meget fin restaurant. Vi tog bilen, så jeg tænkte vi i det mindste skulle køre mere end 30 sekunder, men nej. Vi kørte hen til nabobygningen, men det var et fint sted, og så skal man gerne helst komme i bil. Vi kørte hen til indgangen, hvor bilen blev kørt til parkering, og blev hentet igen, da vi var færdige. Det var nogle fine små tallerkener, som mest bestod af alt det gode fra havet, men udover det var der en rigtig god bøf til hovedret.

Der var også sket en lille forandring ved min 2. værtsfamilie, da forældrene er blevet skilt. Moren bor dog meget tæt på, og kom jævnligt forbi. Det synes jeg var lidt mærkeligt, men der skal selvfølgelig også være plads til at se hendes to døtre, som begge var hjemme. Sidst var kun den ene hjemme og den anden var udvekslingsstudent i New Zealand. For min skyld tog vi alle sammen, også moren, hen og spise frokost på en gammel kending af en restaurant.

Ved den sidste familie var alt som det gamle. Lais, min værtssøster, var dog kommet hjem fra udveksling i Frankrig, men hende så jeg ikke så meget til alligevel. Den sidste aften inden jeg skulle videre tog vi hen på en restaurant, som jeg har været på engang tidligere. Den er kendt for deres friturestegte rejer, som også smager vildt godt. Denne gang bestilte vi dog kun halv portion, men det var alligevel 600gr. Og vi fik nok kun spist halvdelen. Men så havde de også frokost til dagen efter.

Og deres kæledyr Fifi.

Den ene aften var der en stor fest på den nordlige del af øen. Omkring 5000 deltagere. Jeg havde snakket med nogle af mine gamle klassekammerater om at mødes, nu hvor jeg kom tilbage. Det passede med, at nogen af dem skulle til denne fest, hvor jeg så tog med. Der mødte jeg en del jeg kendte. Det var fedt at se dem igen, men endnu federe at de også allesammen kunne huske mig, og endda nogle af de sjove ting vi havde lavet sammen.

Festen bliver holdt af nogen af de studerende og overskudet til festen går til deres afslutningsfest. Disse fester er der 6-8 stk. af om året.

Jeg har også en god ven, som kom til Danmark, for at besøge mig. Der viste jeg ham rundt i KBH, og nu var det hans tur til at vise mig lidt mere rundt i Floripa, som byen også bliver kaldt. Søndag tog vi, sammen med to af hans venner, ud på en hiking. Dog lidt længere, end vi havde regnet med. 1,5 time tog det 4 friske og unge drenge at gå 6km igennem skov, op og ned af bakker og bestige diverse sten. Formålet med turen var at komme frem til noget der kaldes et cachoeira, som er et naturligt vandsted midt i klipperne. Dog var solen allerede på vej ned, da vi kom frem, så der var kun to af de andre der badede. Turen hjem blev lidt mere besværlig, da solen som sagt gik ned og der blev helt mørkt halvvejs tilbage. Men vi fandt hjem, og jeg sov rigtig godt denne nat.

Bruno, som min ven hedder, tog mig også med ud at surfe. Han surfer næsten hver dag, og for nylig tog han også et certifikat, så han nu kan være surf lærer. Jeg fik hele udstyret på, og så var det bare ud og give den alt hvad den kunne. Det var meget svært, og endnu mere deprimerende, når det tog en evighed at gå og svømme ud med den ene bølge i hovedet efter den anden, og efter endnu en mislykket tur, endte man næsten helt inde på land. Men det lykkedes mig til sidst, at fange bølgen og til allersidst også at komme op. Men meget mere end et sekund fik jeg ikke til at nyde det, før jeg enten faldt baglæns eller lavede hovedspring forover. Øvelse gør mester og jeg må bare tilbage og prøve igen en dag.

Jeg tog også tilbage til rotarymøde. Det var samme tid, som for 3 år siden. Det var også præcis de samme mennesker, dog bare lige 3 år ældre. Der gav jeg dem både et stort flag og et lille flag som gave. Jeg fik selv en kuglepen, men glemte den i farten.

I torsdags stod jeg endnu engang i lufthavnen. Dog ikke for at tage hjem, men for endnu engang at flyve videre. Denne gang var destinationen São Joao da Boa Vista, som er en by en den nordlige del af staten São Paulo. Der mødte jeg min rigtige søster, som netop nu er udvekslingsstudent i denne by. Lidt sjovt at vi begge har fundet vej til Brasilien, og endda med kun 3 års mellemrum. 

Jeg lovede at tage hen at besøge hende, da jeg ikke var der til at sige farvel i lufthavnen, da hun tog afsted, fordi jeg var taget afsted to uger tidligere. Men jeg fortryder heller ikke, at jeg tog forbi. Det var en meget spændende oplevelse, at se min søsters hjem, familie og venner. Og alt det, som der er så svært at fortælle med ord, fik jeg set i virkeligheden. Og til alle jer der er bekymret for hende, lad vær, haha. Hun har det rigtig godt, og hun har en virkelig sød familie. 

Efter et 3 timer forsinket fly tog vi til rotarymøde. Der mødte jeg, ligesom Nicoline, nogen af de andre udvekslingsstudenter. Dem så jeg igen, da vi mødtes lørdag for at spille kort, og igen da vi tog op til byens turistattraktion, som er et bjerg. Der var en virkelig stor og flot udsigt. Midten af bjerget blev delt af grænsen mellem to stater. Den ene São Paulo og den anden Minegerais. Udover dette, er bjerget kendt for sine mange internationale events som fx skydiving, paragliding osv. Fredags tog jeg med Nicoline i skole. Det var heldigvis kun et par timer om morgenen. De var ikke vant til at se en lys dansker med lyst hår, så jeg blev hurtigt populær, og især blandt pigerne på skolen.

 Acai fik vi også

Udover dette fik vi også brugt nogle af alle de faciliteter, som hendes lukkede område har. Der var både pools, fitness, fodboldbane og til sidst en tennisbane, hvor vi fik spillet badminton. Hendes familie prøvede også at spille, og de elskede det. Så det er nok ikke sidste gang, at de spiller det.

Det var spændende for både mig og min søster at mødes i "hendes by". Men derfor var det også lidt hårdt at sige farvel, igen. Faren og min søster var kørt mig til busstationen, hvor jeg kunne se frem til 5 timers transport til lufthavnen.

Lige nu har jeg ingen anelse om hvad klokken er. Jeg ved så meget, at jeg er langt udover Atlanterhavet og det er mørkt udenfor. Så jeg vil se om jeg kan få lidt søvn, så jeg kan være frisk til at komme hjem til familien og kæresten i morgen. Nu er de fleste børn i hvert fald faldet i søvn, det gør det nok lidt nemmere.

Tak for denne gang, og håber i nød et lille sidste indlæg. Det har endnu engang været en uforglemmelig rejse med mange gode oplevelser, som Brasilien har budt på. Er blevet en hel del rigere hvad angår unikke oplevelser.

De bedste hilsner Martin Sønderskov Skovsgaard.

Ps. Så kan i tænde tv'et fredag eftermiddag, hvor jeg forhåbentlig bliver til at se på TV2 Fyn.